Vi kørte tidlig mandagmorgen, min til formålet hyret chauffør, min tolk/livredder/assistent og jeg. Jeg havde sørget for is-kaffe, som er ligesom dåsesodavand bare kaffe :-), de havde sørget for peanutcookies, så vi fik dejlig morgenmad, mens vi rullede nord forbi flygtningelejren ved Mae Sot og først politiets og derefter militærets tjekpoint.
Min tolk er uddannet jurist med speciale i U.S law, så i de perioder hvor jeg ikke havde køre-kvalme, havde vi nogle fede diskussioner om rettigheder og verden generelt, samt den obligatoriske, hvor mange søskende har du og hvad er dit yndlingsband (jeg siger alt Michael learns to rock, for dem kender de osse.)
Jeg sagde farvel til drengene i Mae Sariang og tog derefter med mine vestlige venner som ankom fra Chiang Mai samme dag. DET er bare så flot i bjergene! Billederne kan slet ikke beskrive det. Vejene er så dårlige, at jeg er sikker på, at mine nyrer først i dag er på vej ned fra min nakke, og turens yndlings joke,var naturligvis: Are you shaken, or stired? Til sidst sagde folk bare de var JB (James Bond) hvilkede dækkede begge kategorier (hmmm, man skulle nok have været i den tynde bjerg-luft, men sjovt var det)
På vejen tilbage tog jeg på hulebesøg - eller mine venner gjorde for, da det blev glat og mørk og jeg skulle gå bagerst gik jeg ud igen (bedre end at tisse i bukserne, men osse lidt tøset, synes jeg i dag) Guiden var en Karener, og da vi skulle til at gå kom en politibil med fire betjente, det viste sig dog hurtigt at de bare ville med. Og jeg var forbløffet, da de smed de blankpudsede støvler og uniformsskjorterne og tullede rundt i undertrøjer og bare tæer (og bukser og pistol, ikke at glemme) betjenten der blev hos mig, fortalte mig om de frugtædende flagmus i hulen og således kulturelt beriget tog jeg tilbage til Mae Sot.
