Overalt på grænsen hvor jeg kommer frem, er folk berørte af katestrofen. De er meget bange. Bange for deres familiemedlemmer er døde, bange om flygtningestrømmene fra katestrofeområderne vil foregå gennem landminefelterne på grænsen. Bange for om der ris nok nu, i morgen eller om et år.

Jeg er bange for om FN når ind i tide, eller epidimierne allerede er i gang, jeg er bange for at situationen kan destabilisere regionen. For Kina har store handelsinteresser i Burma og Indien, der ikke interessede i flygtening fra Burma, tester atommissiler der kan nå Kina.

Jeg har fået nogle billeder af en god ven. De er inde fra Burma, spørgsmålet er om vi overhovedet kan forstå hvad der sket. 

Jeg spurgte mine venner mens de var ved at dele en flaske dårlig whiskey om de følte en slags dårlig samvittighed. De svarede mig, at man ikke kunne have skyld over at leve, grine eller elske.  

Folk har mistet alt hvad de ejer og deres styre leger Nord Korea. Kan vi overhovedet forstå at generalerne hellere vil slå deres befolkning ihjel ind at lukke UN ind.

Det har i lang tid været en selvstændig pointe, at ikke skrive noget som helst der kunne minde om seriøst på den her blog. Men sandheden er bare, at verden sjælden hænger sådan sammen.

Burma har brug for hjælp. Befolkningen er i forvejen tvunget i knæ af militærdiktaturet og nu er de ramt af en cyklon, der gør dem sultne, hjemløse og syge. Det er svært at forstå men mine venner fortæller om lig i vandet, om manglen på mad og om en stat (et styre) ude af stand til at tage vare på sit folk.

Så please giv lidt til katestrofeofrene.

1. maj blev afholdt i haven Chiang Mai med BBQ og svinekoteletter, desuden fandt vi en hjemmeside, hvor man kunne høre sangen internationale på mange forskellige sprog. Hvilket alt i alt må betyde at denne 1. maj må have været den mest uskyldige 1. maj i mands minde. Jeg savnede alle derhjemme, og ville hellere end gerne have frossent i fælledparken.

I dag tager jeg nord på til det skønne Mae Hong Son, jeg har været der i tørtiden og glæder mig nu til at se hvordan naturen har forandret sig under de sidste 6(!) dages regn.

Lige om lidt skal jeg og smøre en mad, på mørkt brød med Danablu ost, mad jeg fandt i et kæmpe indkøbscenter i går. Jeg spiser jo ellers mest Thai-food, men altså en god ostemad er svært at sige nej til.   Men meget anderledes end den sædvanlige morgenmad i Mae Sot (billedet øverst)

Vi er nu tilbage til den 31 marts. Kl. 9:59 og vi finder en tuk-tuk og vil gerne koeres til bussen mod Chiang Rai. Tuk-tuk manden ser paa sit ur - oh only one minute! Saa smider han vores tasker op i tuktuken - vi hopper ind og nu starter jagten paa bussen. Med gashaandtaget i bund svinger vi ud paa vejen i hoej fart og godt hjulpet paa vej af det faktum vi koerer ned af en stejl bakke, opnaar vi en impornerende fart i det usikre koeretoej. Vi raaber vi godt kan vente paa naeste bus.

Vi overhaler bussen og med dyt og fagter - presser tuktuken bussen ind til siden. Bussen stopper og vi gaar om bord med roeder kinder og rystende ben.

Her er Fimse fanget paa mit gardin - langt vaek fra myrer.

Under min koekkenvask bor Fimse - det uduelige firben. Fimse er 2 og en halv centimeter fra snude til haletip. Den er graagroen og jeg har den mistaenkt for at vaere lidt ubemandet i oeverste etage (ikke dem hurtigste knallert paa Hirtshals havn.) Den klare aftale var at Fimse skulle spise myrerne der ogsaa bor under foernaevnte koekkenvask. (Temmelig fraggle-agtigt) En opgave Fimse bare ikke kunne klare. Nu har myrerne, trods min indsats med kost og spand og desinficerende floor wash, flyttet  ind i skrivebordet.

Saa da jeg vaagnende i formiddags efter en alvorlig margarita-episode var der 100 myrer paa min skrivebord og 200 i koekkenvasken, hvor jeg har glemt at skylle min tallerken af.  Og Fimse,  han (for den kan kun vaere af han-koen) sad og kiggede paa mig med sine store forvirrede oejne.

Den gaar ikke, saa nu  har  jeg koebt  gift.  Med andre  ord  er Fimses dage  som  oekologisk  firben slut og jeg haaber sgu ikke den doer af giften jeg spreder.

Ps: Tequila er osse usundt i Thailand.

En rigtig kammerat  har laant mig sin computer, saa nu er jeg igen online i lejligheden. (Vi skal nok ha en snak om mit afhaengigsforhold til nettet naar jeg kommer hjem)

Som langt de fleste af jer ved, er jeg en tosse til at huske foedselsdage. Jeg f**cker altid op med mindre folk er meget eksplitte om datoen, naar man nu en gang er asberger til telefonnr, kontonr og andre tal, kunne man vil ogsaa vaere god til de noget mere socialgivende  foedselsdatoer, men ak nej.

Derfor vil jeg gerne sige undskyld til alle, hvis foedelsdag jeg har glemt og saerligt til Johnny Margrethe, din dato staar endda fortrykt i den kalender jeg fik af Jokum inden jeg rejste.

Desuden vil jeg gerne sige tak for indbydelsen, fik den foerst i gaar - you know postvaesenet i junglen er ikke var det har vaeret. Jeg kommer gerne naeste aar og hvis man kan oenske, kan jeg godt sidde ved siden Frede (bare lidt)

Biiip Biip, sort skaerm …Fan Error. Bandeord.

Min computer er bukket under for varmen og man kan naesten ikke bebrejde den - for her er varmt og den er blevet presset.

Men alligevel traels…

Saa jeg haaber I har taalmodighed ang. de sidste spaendende billeder fra AneKathrine tour, med mindre Ane vil optraede som gaesteskribent ?

knus til alle.

Så pyt med pytter og mad klokken 18.
Pyt med at putte i sengen om natten.
Pyt med om vi er kolde eller varme eller våde,
for vi er nemlig ude på noget….

:-) 

Det har længe været min lille drøm at sejle på Mekong, og den fik jeg heldigvis opfyldt på vores ti timer lange bådtur.

Det var så smuk og vildt, at billederne desværre ikke kan beskrive det. Vandbøffler, fiskehejre, børn der badede, voksne der fiskede, klipper osv.

Fantastisk!

Vi tog først Chiang Saen, hvor der tilfældigvis var et international triatlon - her blev vi lidt og så på de (veltrænede) sportsudøvere. Efter denne blodtrykshævende oplevelse, altså triatlon, tog vi videre til the golden triangle - kendt for narko og turister. Det meste fede der skete der var synet af 7 turistbusser med thai’er der kørte i kotege ind og ud væltede de, i deres små gule konge t-shirts.

 Meget små mennesker med meget små gule t-shirts

Ane (igen!)

Chiang Khong er det modsatte af Chiang Mai -lille, rolig og stille. De fleste kommer her for at tage videre pga. muligheden for at krydse grænsen til Laos. Det var også derfor vi var her.

Man har tre muligheder i Chiang Khong, at afslappe af, at spise eller sejle på floden - de tre muligheder kan kombineres. Vi blev en ekstra dag og hyggede os med bøger og dameblade. Desuden var vi på en fantastisk bådtur og deltog i en (lidt for) spændende bus-jagt i en tuk-tuk men det skal I nok høre mere om.  

Vi boede på 1.sal med udsigt over floden -værelset var lille og billigt, og vandet koldt. Men for pokker hvor var der dejligt. Natten var ikke fyldt med kareaoke sang og bildyt, men en gekko og en forkølet og forvirret hane.

Morgenmaden bestod af frugtsalat med hjemmelavet youghurt og bananpandekager. Uhm.